WeDoBooks har igennem et lille år arbejdet intensivt på initiativer og processer, der kan forbedre og effektivisere arbejdet med metadata for de danske forlag og samtidig give alle salgskanalerne bedre muligheder for at præsentere de digitale bøger for forbrugerne.
“Vi ved, at forlag generelt ser arbejdet med metadata som et reelt smertensbarn. Alle ved, det er enormt vigtigt for at få kommerciel succes, men det er kun ganske få, der reelt er tilfredse med deres egen kvalitet på området. Derfor ser vi et enormt forbedringspotentiale og anser det som et særdeles vigtigt, strategisk indsatsområde,” forklarer Jeppe Mossin, der er kommerciel ansvarlig i WeDoBooks, som blandt andet står bag den digitale distributionsmotor, Publizon.
En af de mere frugtbare grene i det arbejde er AI-generede metadata, som indtil videre viser rigtig gode resultater.
“Vi har indtil nu lavet en del test og forbedringer af en AI-model i et lukket miljø. Vi er ret imponerede over den nøjagtighed, som den kunstige intelligens har været i stand til at præstere, når vi sammenligner med traditionelle måde at lave metadata på,” forklarer Tascha Lynggaard, der siden januar har arbejdet med metadataområdet for WeDoBooks.
Der er stadig et stykke vej, før vi kan opnå det detaljeniveau i eksempelvis Thema-koderne, som vi sigter efter. Vi ved, hvordan vi skal arbejde videre, så vi når i mål med en teknologi, der både kan skabe og løfte kvaliteten af bøgers metadata,” siger hun og pointerer den kommercielle værdi, det vil have for forlagene:
“En ting er, at vi ofte ser mangelfulde eller deciderede forkerte data i de bøger, vi modtager i distributionsleddet, som virkelig vil kunne forbedres med denne teknologi, men endnu mere vigtigt er det, at det helt automatisk løbende vil kunne optimere metadata for den enkelte titel, hvilket vil forbedre synligheden af bøgerne ud mod slutbrugerne.”
AI kan være et kontroversielt emne i forlagsbranchen, men Tascha Lynggaard understreger, at der arbejdes på en måde, hvor data forbliver forlagenes ejendom, og ophavsretten omkring bøgerne ikke bliver kompromitteret.
“Det har været en grundlæggende forudsætning, at AI-modellen forholder sig til den specifikke bog og ikke henter information udefra eller hallucinerer sig frem til et svar, som vil kunne forurene resultaterne med misforståelser. Samtidig bliver bogen kun brugt i vores lukkede miljø til at generere metadata. Så det er ikke noget, andre AI-modeller får adgang til, ligesom vi også kun benytter bøger, hvor forlaget har ønsket at inkludere dem i projektet,” siger hun.
Tascha Lynggaard har været tilknyttet WeDoBooks som konsulent siden starten af året, men er per 1. oktober blevet fastansat som metadataspecialist.
“Samarbejdet har først og fremmest bekræftet vores antagelse, at Tascha i vores optik er den ubetinget dygtigste i kongeriget på det her område, og så har vi også fået nye vinkler på potentialet indenfor metadata, som vi gerne vil have i huset,” siger Jeppe Mossin.
WeDoBooks arbejder videre med AI-projektet, og hvis alt går efter planen, vil det blive muligt at tilbyde forlagene automatisk generering af metadata i det nye år.